Generalforsamlingen i Grundejerforeningen Storhøj

tirsdag den 23. februar 2010

Generalforsamlingen fandt sted i carporten, Marklodden 7.

Til stede var 4 af foreningens medlemmer, nemlig Helmer Kemp Andersen (formand), Tove Kemp Andersen, Henrik Ebbesen og Carl Gerhard Crone (sekretær).

Generalforsamlingen blev afholdt i overensstemmelse med vedtægterne.

1. Valg af dirigent
Til dirigent blev valgt Henrik Ebbesen, der kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

2. Beretninger
Helmer Kemp Andersen aflagde som formand beretning, der havde følgende ordlyd:

"Som det har været tilfældet i snart mange år, har også året 2009 været et år uden større aktivitet i foreningen, hvis fremmeste opgave da også er at skulle være der i påkommende tilfælde. I øvrigt skal foreningen jo eksistere ifølge den tinglyste deklaration, der hviler på området, og medlemskab er obligatorisk for alle Storhøjs lodsejere. Fra tid til anden modtager bestyrelsen da også henvendelser fra købere af ejendomme eller ejendomsmæglere om denne pligt til medlemskab og deraf følgende økonomiske konsekvenser, og der kan fra bestyrelsens side altid svares beroligende set i lyset af det snart mangeårige 0 kroners kontingent.

I det foregående år, 2008, fik Storhøj jo fibernet etableret med deraf følgende gravearbejder. Dette arbejde har medført visse gener i forbindelse med sætninger i veje og fortove, og der har været rettet henvendelser til bestyrelsen herom. Især har der været tale om en større fordybning ud for Storhøjvej 14. Bestyrelsen har taget kontakt med entreprenøren om sagen, og denne har meddelt, at reparationen foretages af Århus Kommune, men arbejdet udføres først, når der er gået ca. 1 år fra nu af, idet opfyldningen (efter en ganske stor sten) skal have tid til at sætte sig.

Den blå bemaling ved krydset, hvor Storhøjvej krydser cykelstien på Hørretvej, var efterhånden stærkt nedslidt, og en henvendelse fra foreningens bestyrelse til kommunens afdeling Trafik og Veje har resulteret i en opmaling på stedet.

Endvidere har bestyrelsen fra en lodsejer modtaget henvendelse om det hensigtsmæssige i at indføre restriktioner mht. anvendelsen af glaserede tegltage og deraf følgende gener p.gr.af lysreflekser. Foreningens sekretær, Carl Gerhard de Lichtenberg Crone, har foretaget en grundig teknisk undersøgelse af problemet og er kommet til det resultat, at der med de taghældninger, der findes på Storhøj, næppe vil kunne opstå nævneværdige problemer."

3. Aflæggelse af regnskab
På vegne af kassereren Per Dombernowsky, der var forhindret i at deltage i generalforsamlingen, gennemgik Carl Gerhard Crone regnskabet, der var fremlagt. Der havde i årets løb ikke været udgifter, men derimod en lille renteindtægt på kr. 366,48. Grundejerforeningen har endnu ikke modtaget opgørelse fra Aage Jørgensen vedrørende de to træer, der er plantet for enden af Storhøjvej.
Regnskabet, der var revideret af Grundejerforeningens revisor Steen Mikkelsen, blev godkendt uden bemærkninger.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
Bestyrelsesmedlemmerne blev genvalgt. Henrik Ebbesen blev valgt til ny suppleant i stedet for Palle Schmidt

5. Valg af revisorer
Revisor Steen Mikkelsen blev genvalgt.

6. Eventuelt
Der var intet at bemærke.

Dirigenten afsluttede generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.
Formanden takkede dirigenten.

Referent:
C.G L. Crone

Opdateret den 10.3.2010