(klik på billederne)

(klik på billederne)

Søndag den 5. juni 1785 indlogerede Landinspecteur Johann Friederich Wesenberg sig på baroniets hovedsæde på Vilhelmsborg. Hans opgave de følgende dage var at taksere kvaliteten af agerjord, eng, skov og andre herligheder i ejerlavene Hørret, Langballe og Højballe. Dette vurderingsarbejde skete i samarbejde med kyndige og uvildige mænd fra egnen. Den 11. var vurderingsarbejdet afsluttet og Wesenberg kunne drage videre til sin næste opgave.

Tirsdag den 9. august samme år vendte Wesenberg tilbage til Vilhelmsborg. Denne gang for at opmåle og kortlægge området. Dette arbejde afsluttedes den 24. Takseringen og den geometriske opmåling og kortlægning dannede grundlaget for udskiftningen af Hørret, Langballe og Højballe. Udskiftningen var en vigtig del af de samtidige, omfattende landboreformer. Resultatet af udskiftningen var bl.a., at enhver jordbrugers tilliggende så vidt muligt blev samlet i sammenhængende arealer (matrikelnumre), hvor den tidligere havde været spredt i snesevis af smalle strimler ud over ejerlavet. Ejerlavet dannede afgrænsningen af landsbyens ressourceområde.

Samlingen af jorderne var en af forudsætningerne for ophævelsen af landsbyernes brugsfællesskab. Herefter kunne enhver jordbruger individuelt f.eks. træffe afgørelse om tidspunktet for at så og høste, beslutninger der tidligere blev taget på bytinget under den valgte oldermands formandskab.

Som følge af udskiftningen måtte de gamle hegn mellem de tidligere marker fjernes og de nye skel følgende kort-projektionens lige linier etableres. Ikke så sært derfor, at de nye skel dannede grundlag for - og den enkelte ejendoms ydre afgrænsning af - matriklen fra 1844. Det er grænserne og numrene fra denne landsdækkende fortegnelse over jordejere og jordbrugere til beskatningsformål, som har overlevet til den dag i dag. For Storhøjs og Æblehegnets vedkommende drejer det sig om matriklerne 1, 2 og 6 af Hørret Bys jorder.

Før matriklen refererede man til markerne ved navne, og enkelte af disse århundredgamle marknavne er ligeledes overlevet til i dag. Et eksempel er rent faktisk navnet ”Storhøj”, som kan genfindes umiddelbart øst for Hørret By på Wesenbergs kort. Interessant i denne forbindelse er det, at Storhøj-bebyggelsen ikke ligger på den mark, som inden udskiftningen blev betegnet med dette navn. Storhøj ligger på ”Flos Kier”, Velling Deelen” og ”Heelsierhøys Ager”, – hvad disse navne så end betyder – og det øverste af Bakkelodden på ”Stenishøj”, en mark som måske er blevet opkaldt efter en nu sløjfet oldtidshøj.

I 1785 var landsbyen Hørret, ligesom alle andre bebyggelser i Mårslet Sogn, ejet af Baron Chr. Frederik Güldencrone. Jordbrugerne i landsbyen var fæstere hos baronen og skulle f.eks. yde hoveriarbejde på godset. I praksis ansatte bønderne dog karle til at udføre bl.a. dette arbejde, så det ville være forkert at udmale et billede af underkuede bønder, der måtte forsømme deres egen bedrift for at tjene herren. Mens vi kan give en individuel karakteristik af baronen, så er det ikke således at bønderne er anonyme størrelser. Der kan sættes navn på, navne og skæbner om man vil, som f.eks. vil kunne genfindes i sognets kirkebøger.

Matrikel 1 var i 1785 fæstet af Rasmus Pedersen og matrikel 2 var fæstet af Mads Andersen. De beboede to dele af hvad der var én gård i midten af 1600-tallet, hvor gården endnu var i selveje under Rasmus Jensen Loinkær. Det er typisk for jyske gårde i det hele taget, at gården blev delt op i to eller flere brugere, så snart den overgik i fæste. Det gælder altså også for ”Bækgaarden”, som den blev kaldt, fordi den lå tæt op ad den bæk der løber gennem Hørret By.

Hvad navnet ”Kobbergaarden” kommer fra, vides ikke med bestemthed. Vi ved dog, at Matrikel 6 og matrikel 7, som gården er roden til, i midten af 1600-tallet ligeledes var i selveje. Gårdens ejer hed da Jens Nielsen. I 1785 var denne gård også delt mellem to fæstere, Peder Jensen på den del der blev til matrikel 6 og Niels Laursen på matrikel 7.

At man var ”selvejer” i 1600-tallet betød egentlig, at bonden hørte under Kongen, Lensmanden eller Kirken. Bonden skulle ikke udføre hoveriarbejde, men skulle betale sin skat (landgilde). Denne skat var herremanden fritaget for. Til gengæld skulle han selv stille op under væbnet konflikt. Indtil ca. 1250 medførte selvejerskabet en forpligtelse til, med bestemte intervaller, at stille en mand – men ikke nødvendigvis sig selv - til ledingsflåden, inklusive udstyr og forplejning. Typisk var der tale om Kongens flåde, men f.eks. havde Århus-bispen også en del selvejere under sig, bl.a. i Hasle Herred. Den forpligtelse blev med ophøret af søtogterne og indførelsen af rytterhære i det 13. årh. afløst af en skat. Denne skat bortfaldt ved overgang til fæste, ligesom landgilden halveredes. Dette er årsagen til at mange gårde ved overgang til fæste fik to brugere.

Ved matrikuleringen i 1844 havde gårdene skiftet fæstere ad flere omgange. Wesenbergs kort fra 1785 blev i forbindelse med forarbejdet til matriklen i 1816 rekvireret fra Amtstuen i Århus til Rentekammeret i København. Her blev det minutiøst kopieret, kopien arkiveret og originalen tilbagesendt. Kun kopien er bevaret til i dag. Takseringsgrundlaget for matriklen i 1844 kan aflæses af kortet som talværdier. For Storhøj-området svinger disse mellem 13 til 15 ud af en skala der går fra 0 til 24. Takseringen var vigtig, fordi jordens godhed var beskatningsgrundlag: jo mere og jo bedre jord, desto mere skat skulle der svares.

Ud fra disse oplysninger må vi derfor konkludere, at Storhøj retteligt bærer et forkert navn og at jorden ikke var af øverste klasse. Kan man vi i dag bære over med disse alvorlige mangler, så må man til gengæld fremhæve, at Storhøjs historie er rimeligt veldokumenteret og har en fortælleværdi, der er en så skøn høj værdig. 

Kommentarer bedes sendt til denne måneds forfatter Jens Andresen