Barn i 60erne

Barn i 60erne – af Dorte Schmidt, Bakkelodden 5

I 60’erne var der ingen grønne fællesarealer. Så vi børn brugte masser af tid på steder, hvor vi slet ikke måtte være. I skoven for eksempel, hvor vi bygge huler eller skrev kærestenavne ind i Tarzantræet. Med fare for at møde den sure ridefoged – eller hvad han nu var - som red rundt i skoven med et haglgevær og blev rasende, hvis han opdagede nogle unger dernede. Skoven var privat, og vi måtte ikke være der.

Vi rendte også rundt ovre på ødegården, der lå på markerne mellem Storhøj og Jelshøj. Et herligt sted, som var godt og vel faldet sammen. Så helt ufarligt var det vel ikke at lege der. Og det var det vel heller ikke at lege i den gamle grusgrav, der var fuld af vand. Eller i et af de mange huse på Storhøj, som var ved at blive bygget. Dem brugte vi blandt andet til ”hemmelig leg”. Legen gik ud på, hvem der turde vise mest af sine intime dele frem til de andre.

Så var der de perioder, hvor vi gik på æbleskud. Eller rettere – vi hærgede rundt i folks køkkenhaver – hev gulerødder og andet spiseligt op og smed det meste væk igen. Det må have været frygtelig irriterende for dem, det gik ud over.

Vennerne i Hørret

I Hørret havde vi en rigtig god ven i Kaj, som boede sammen med sin husbestyrerinde i den første store hvide gård. De havde ingen børn, så Kaj var altid glad, når vi kom og ”hjalp” ham i markerne, rendte rundt efter kattekillingerne på hans høloft eller holdt os for næsen, mens han fodrede grise.

En anden kær ven i Hørret var Fru Worm, som havde købmandsbutikken. Hun var tålmodigheden selv, når vi kom med vores fedtede småpenge og tog hundrede år og en sommer om at bestemme os for, hvad vi skulle bruge dem til.

Sagen om kornmarken

Mit både sjoveste og værste barndomsminde er dengang, vi rendte rundt i Møller Iversens kornmark. Den sommer stod kornet så højt, at vi kunne blive helt væk derinde. Så hver aften mødtes alle vi unger for enden af Englodden, hvor vi smed vores cykler i en stor bunke og rendte rundt og lavede huler inde i kornet. Det gik fint en uges tid, men en aften var vores cykler væk, da vi kom ud igen. Dem havde Møller Iversen læsset op på sin traktor og kørt dem ned til sin gård i Hørret. Vi prøvede, at få dem igen, men han var forståeligt nok rasende og krævede erstatning. Der var ingen vej uden om: Vi måtte blande vores forældre ind i miseren.

Hold da op en ballade, der blev. Stort set alle forældre på Storhøj var blandet ind i sagen, og de var mindst lige så rasende som Møller Iversen. Min lillebror Søren og jeg måtte gå den tunge vej ned til hans gård sammen med vores mor og sige undskyld mange, mange gange. Og resten af sommeren havde vi stuearrest. Vi måtte ikke gå længere væk end til enden af Bakkelodden. Om det endte med en erstatning eller ej, kan jeg ikke huske. Men vi rendte i hvert fald aldrig mere i kornmarker.

Kramper og Zeus

Især drengene havde lange perioder, hvor de gjorde hele området usikkert med deres hjemmelavede slangebøsser. De fyrede ikke bare de farlige kramper af efter gråspurve og katte. Man kunne heller ikke vide sig sikker, når man kom cyklende.

Og i flere år var der også frygten for at møde Zeus – Christiansens store Sankt Bernhardshund – som simpelthen var blevet skør. Når den stod midt på Storhøjvej og knurrede, turde ingen gå forbi. Jeg har adskillige gange søgt tilflugt inde hos Sussie Kläning, når jeg kom hjem med bussen og Zeus bare stod der og skumlede. Til sidst blev den heldigvis aflivet.

Skolevejen var heller ikke for tøsedrenge. Der var hverken skolebus eller cykelstier. Så det må have været med bævende hjerter, at vores forældre sendte os af sted - ikke mindst på de mørke vintermorgener.

Barnepigerne

Vi piger brugte en stor del af vores tid, som barnepiger for de mindre børn. Vi gik ture sammen med ungerne i klapvogne og konkurrerede om, hvem der passede de sødeste og mest nuttede børn. Og snart begyndte vi også at passe de små, når forældrene skulle i byen.

Jeg var blandt andet fast barnepige for Tove og Helmer Kemp Andersens Lise og Inger. Men heldigvis var det Tove selv og ikke mig, der have ansvaret den dag, en af dem faldt og slog en tand ud.

Til gengæld var jeg rigtig bange, den aften, hvor jeg passede Else og Per Dombernowskys piger Katja og Iben. Katja skulle have hostesaft, og Else havde vist mig, hvor den stod i køleskabet. Men da jeg hældte saften i ungen, skreg hun som en pisket. Jeg kiggede en ekstra gang på flasken, som var fuld af kors og giftmærkater. Det var ikke hostesaft, men svampegift. Godt man kunne ringe til sin mor og få hjælp. Katja fik mælk i lange baner, indtil børnenes mormor kom og kørte hende til udpumpning på skadestuen. Imens sad jeg tilbage hos Iben og frygtede det værste. Men heldigvis gik alt godt – og Else påtog sig det fulde ansvar for miseren. Så det var ikke sidste gang, jeg passede deres børn.

(Retur)