Storhøjs børn  

(klik på billederne)

(klik på billederne)

Månedens emne

På dette sted vil Beboerforeningens historiegruppe hver måned i år 2004 vise glimt af områdets historie med udgangspunkt i gruppens billedarkiv.

Storhøjs billedarkiv

Består i øjeblikket af ca. 300 fotos, der belyser områdets historie fra udstykningen og byggeriet, men også beboeraktiviteter som fester og udflugter.

Har du billeder, der belyser denne måneds tema, bedes du kontakte historiegruppen for indscanning af en kopi til arkivet.

Ligesom vi, der bor på Storhøj i dag, siger ”vi og vores” om alt, hvad der er og foregår inden for højens grænser, har de fleste af Storhøjs børn på samme vis oplevet fællesskabet og samhørigheden med stedet og hinanden.

De første og ældste børn på Storhøj har ikke haft deres dagtimer indtil skolealderen i vuggestuer og børnehaver. De blev tidligt sluppet løs på lodderne, hvor deres hjemmegående mødre – ind i mellem kaffedrikning hos hinanden - holdt øje med dem. Denne hjemmetilværelse endte for de fleste mødre og børn i begyndelsen af 70erne. I tiden herefter blev de fleste af Storhøjs kvinder udearbejdende. På trods heraf var det ikke alle børn, der skulle væk fra Storhøj for at blive passet, mens forældrene var på arbejde. På Englodden 3 var der dagpleje hos Ulla Grün, og også andre steder på Storhøj blev der for kortere eller længere perioder etableret pasning af hinandens børn. Men selv for de børn, der måtte så langt væk som til Mårslet for at blive passet, var der kendte ansigter, idet både Else Schmidt, Bakkelodden 5, Birte Crone, Marklodden 8 og Birgit Bang Udesen, Storhøjvej 2 var at finde her i Borrevængets børnehave.

Det pædagogiske tilbud, som de ældste storhøjbørn kan huske, er legestuen hos Karin Friis på Bakkelodden 2. Det var ikke børnepasning som sådan, men noget så luksuriøst som en legestue nogle få timer én gang ugentlig for de hjemmegående mødres og udearbejdende fædres børn.

Ifølge oversigten over Storhøjs børn på hjemmesiden har der i perioden fra 1964 og til dato været 169 skolebørn på Storhøj. De fleste har gået i Mårslet skole. En lille del, 24 børn, har været tilmeldt andre skoler.  

Hvordan børnene har oplevet deres barndom på Storhøj og hvilke af oplevelserne, de husker – ja, det svarer nogle af de voksne storhøjbørn på i følgende indlæg:

Klaus Helmer: Barn på Storhøj i 60erne

Dorte Schmidt: Barn på Storhøj i 60erne

Lise Kemp Andersen: Barn på Storhøj i 70erne

Kommentarer bedes sendt til denne måneds forfatter Lisbet Thorendahl

Opdateret den 16.6.2009