(Retur)

Barn på Storhøj i 70erne – af Lise Kemp Andersen (nu Lange), Marklodden 7

lila@tornved.dk

Storhøj har været et vidunderligt sted at vokse op. Man finder ikke mange steder, som ligger så naturskønt og alligevel så bynært som Storhøj. Parcelhuskvarterer kan sjældent kaldes landsbyer, men Storhøj har efter min mening alle landsbykvaliteterne. Kvarteret er velafgrænset, så man ved hvem der ”hører til”, og der er en stærk fællesskabsfølelse, der lige fra kvarterets opståen er blevet dyrket af engagerede mennesker. Når jeg tænker tilbage på min barndom på Storhøj, er det især samværet med de andre børn, jeg husker. Der var mange børn - på min alder, ældre og yngre – og vi hørte sammen. Vi var en del af Storhøj-klanen. Vi havde sjove og spændende oplevelser sammen – både i flok og i mindre grupper – med de skønne omgivelser som kulisse.

Mudderhullet

Mudderhullet! Umiddelbart lyder det ikke som et sted, man kunne have lyst til at stifte nærmere bekendtskab med, men ikke desto mindre var dette stedet, hvor jeg tilbragte størstedelen af min førskoletid. For mig var det en hel verden af kriblekrabledyr, smukke blomster og nervepirrende oplevelser.

Mudderhullet lå på marken bag legepladsen. I slutningen af halvfjerdserne blev det pløjet op og inddraget til landbrugsjord, men til min glæde har jeg konstateret, at det de senere år igen har fået lov langsomt at vende tilbage – forhåbentlig til glæde for de børn, der nu bor på Storhøj.

I mudderhullet – og jeg mener i, for det var primært i selve mudderhullet jeg befandt mig – kunne man udforske mudderkonsistens, man kunne fange haletudser og små grønne frøer og stolt hjembringe dem til sin begejstrede mor, man kunne plukke de flotteste buketter med smørblomster som hovedingrediens (de smager ikke af smør), man kunne mærke, hvordan duften af jord forandrede sig med vejret og indsnuse den mugne lugt af mose, der bragte en tilbage i Danmarks fortid. Og så kunne man sidde fast!

Anne Gjessing, Poul Hansen og jeg på tur til mudderhullet. Det var efterår, marken var lige blevet pløjet, og jorden var tung af vand. Gummistøvlerne var obligatoriske, for der var altid sport i at se, hvor langt man kunne komme ud i vandet, før støvlerne blev oversvømmede. Jeg gik først ud – man skal jo ikke lade sig kyse af, at man er den mindste. Et, to, tre, fire skridt… hov. Fødderne begyndte at synke i, dybere og dybere. Så løb vandet over gummistøvlekanten og det kolde vand strømmede ind. ”Uh, jeg må ind på land igen”. Men for sent. Jeg kunne ikke rokke gummistøvlerne en tomme. Anne var ikke sen til at komme mig til hjælp. Vi var jo bedste veninder, og hun ville ikke lade mig forsvinde i mudderhullet uden kamp. En, to tre, fire skridt… så var hun ved min side og forsøgte at flå mine gummistøvler ud af mudderhullets sultne greb. Forgæves. De kunne ikke rokkes. Og nu sad også Anne fast i mudderet. En, to, tre fire skridt… Poul kom os heltemodigt til undsætning. Med en kraftanstrengelse, der burde registreres i Guiness Rekordbog, lykkedes det ham at få Anne og hendes gummistøvler fri, og dernæst mig og en enkelt af mine gummistøvler. Den sidste gummistøvle måtte vi efterlade som et offer til mudderhullet. Måske vil arkæologer om tusinder af år grave den op og udstille den på museum?

Vi luskede hjem over marken, og jeg husker stadig fornemmelsen af pløjemark under våde strømper…

En helt

Hvad er en helt? En som kan alting og tør alting og som alligevel ikke holder sig for god til at beskæftige sig med os mindre talentfulde og modige mennesker. Sådan en helt har jeg mødt. Han hed Johan Thorendahl, og jeg plejede at prale med, at jeg legede med ham.

Alting blev spændende, når Johan var med. Han vidste så mange ting. F.eks. havde jeg adskillige gange leget ved ødegården uden at vide, at der boede en heks i brønden. Der var sindssygt uhyggeligt at kigge ned i det sorte hul, uden at vide hvornår heksen pludselig kunne springe op. Heldigvis vidste Johan også, hvordan man kunne få hende til at holde sig nede i hullet. Man skulle blot være mindst tre personer, der stod i ring om brønden og holdt hinanden i hånden, mens man messede en besværgelse.

Johan vidste også, at der i kirker ofte er indbygget hemmelige rum i væggene. På vores kirkeudflugter sammen med Lisbeth og Jørgen tilbragte vi timer med at banke på de tykke mure med tomme flasker for at finde disse hemmelige rum, der selvsagt ville indeholde store skatte i form af sølv, guld og uvurderlige pergamenter.

Og så var han ekspert i at lave dukketeater, så vi alle lå flade af grin. Den ene mere besynderligt udseende dukke efter den anden ankom til mit hjem og blev udstyret med et navn og en karakteristisk personlighed. Selv roehovederne, som han lavede, fik liv.

En dag anskaffede Johan sig en metaldetektor. Han skulle finde oldtidssager. Vi så ham vandre markerne tynde, altid med blikket vendt mod jorden. For mig var oldtidssager flinteøkser og pilespidser, og jeg undrede mig over, at en metaldetektor kunne finde sådan nogle, men Johan kunne jo alting og vidste alting, så jeg tvivlede ikke på projektet. Det er siden hen gået op for mig, at han ledte efter guldhornene II.

Fantasi, engagement og nærvær gør en rigtig helt. Og sådan en har jeg mødt.

Hørret

Der var langt til Hørret. I hvert fald når man var lille og skulle gå ad markvejen derned sammen med Birgit Hansen, der havde Flemming i barnevognen og Lone siddende på et bræt ovenpå barnevognen – datidens søskendesæde, mens Poul og jeg travede ved siden af. Men det var spændende at besøge Fru Worms mørke butik med det store udvalg i slik og kaffemøllen i vinduet. Og det var ikke mindre spændende at besøge Kaj og Anna, hvor vi købte æg.

Kaj og Annas gård var enorm (i mine barneøjne). Der var et utal at bygninger og mange forskellige dyr. Der var heste, køer, grise, høns, duer, katte og en dejlig schæferhund. Det var her, jeg lærte dyrenes lugte at kende, og det var her, jeg fik mit første stød på et elektrisk hegn i min iver efter at kalde en høne til mig (!). Kaj tog os med på køretur i ladvognen bag hans grå Ferguson, og engang jeg fik sågar lov at styre den.

Man var altid velkommen hos Kaj og Anna. Der var kun én vigtig regel: man måtte ikke forstyrre dem, når de sov middagssøvn. Når man kom ind på gårdspladsen, kiggede man efter, om gardinerne i soveværelset var trukket for. Var de det, ventede man pænt på gårdspladsen sammen med kattene, til gardinerne blev trukket fra. Og så ventede man lidt mere, til Kaj havde drukket sin kaffe og kom ud. Men så var der også frit slag for udfoldelserne. Vi var med til at fodre, muge ud og samle æg. Det var besøgene hos Kaj og Anna, der gav mig fornemmelsen af at være ”fra landet”, selvom vi boede i parcelhus.

Rundbold og pærerov

Jeg tror rundbold er storhøjbørnenes ”national”-sport. Det kan spilles af alle, store som små. Alt efter hvem der spiller med, kan reglerne gradbøjes og differentieres. Hver aften hele sommeren mødtes alle børn til rundbold. Som regel på boldbanen indtil det blev for mørkt til at spille der. Derefter rykkede vi ned på Kærlodden, som er den eneste vej uden hældning, og derfor velegnet til rundbold på oplyst bane. Der var altid et stort udvalg i bats, da stort set alle børn producerede rundboldbats i sløjdtimerne, men der var altid nogle bats, der var de foretrukne. Min søster Inger havde længe æren af, at have fremstillet det mest attraktive bat.

PS. Vi var altid meget omhyggelige med ikke at ramme Bugges fritgående hængebugsvin.

Når efteråret satte ind kom andre aktiviteter ind i billedet. Gartneriets pærehegn blev umådeligt tiltrækkende på flokken. Pærerne var gode, men jeg tror ligeså meget, at det var spændingen ved at gøre noget ulovligt, der trak. Vi samledes for enden af Æblehegnet og planlagte togtet. Som regel blev nogle stykker af de mere modige drenge sendt over vejen (f.eks. Martin Knudsen og Mikkel Heidmann). En af dem klatrede op i det nærmeste pæretræ. Han plukkede pærer, som han kastede ned til de andre, der bragte dem over vejen til de mere kujonagtige medskyldige. Hver gang der kom en bil, en cykel eller en fodgænger gjaldt det om at gemme sig og ligge musestille. Adrenalinet pumpede og hjertet hamrede, når man lå under en busk med en ulovlig pære i hånden. Gad vide om ikke Leif ville have givet os lov til at plukke pærer på lovlig vis, hvis vi havde spurgt?

(Retur)