(Retur)

Barn på Storhøj i 60erne – af Klaus Helmer, Storhøjvej 16

khelmer@mail1.stofanet.dk

Barndommens land - derfra hvor alting kommer – den ultimative referenceramme for alt hvad et menneske kommer til at opleve... Erindringen om det er farvet af de lag af forståelse og rationalisering som det voksne live har lagt hen over det. Ved hver rejse tilbage skrumper alting – hvad der før var uendelige bjerge på skolevejen bliver til småbakker i et dansk bondeland. Og den uvejsomme jungle der hedder Hørret Skov, er nu et mål for en hurtig søndagsspadseretur.

Jeg har haft rig lejlighed til at vende tilbage til Storhøj, fordi min far stadig bor i det hus som vi flyttede ind i i 1965. Dengang var den forhenværende æbleplantage under langsom omdannelse til et parcelhuskvarter: Jeg mødte de første nye kammerater siddende på de bunker af byggematerialer der var en fast del af gadebilledet i mange år. Og de halvfærdige huse var spændende at gå på forbudt opdagelse i. Der var uendelige sten at fjerne før grundene kunne blive til haver. Min fars gamle moster blev så imponeret at hun adresserede et brev til min far med ”Stenbjerget” i stedet for ”Storhøjvej”. Men det var også et bjerg dengang. Før haverne voksede til, kunne man se langt ud over markerne mod Mårslets fjerne kirketårn og alleen ved Langballe og drømme om den store verden.

Det var en vild pionerverden. Ingen velfriserede fodboldbaner og arkitekttegnede legepladser. Vi spillede fodbold på vejen med en tennisbold og kantsten som mål og hentede bolden under misbilligende blikke fra grundejerne når vi trådte på deres nysåede græsplæner. Senere var det Steneges og Urnebjerggårds græsplæner der var vores stadion med huemål og hjemmelavede turneringer. Det var før fritidsklubbernes tid – vi lærte om beslutningsprocesser og magtforhold ved at forhandle os frem til reglerne. Men det mest fascinerende grænseland var skoven – den ufremkommelige, sumpede vildmark hvor den mystiske bøhmand herskede: Godsejeren på Vilhelmsborg. Før loven om offentlighedens adgang til skovene kom til, var det et forbudt område hvor vi drenge sneg os ind med kompas og kortskitser og navngav ”floderne” og vejene efter Stanley og Livingstone. Mest imponerende var de høje bøgetræer oven for engen – de lysegrønne blade sad tårnhøjt oppe under himlen og man blev svimmel af at kigge derop.

Jo, vi var på landet – mælkemanden kom om morgenen og postbudet op ad formiddagen. Flaskerne var blevet afløst af kartoner, og min mor klippede de skrå sider af kartonerne og lavede små skilte som hun satte i plasticlommer og hængte på en klemme ved døren, så mælkemanden kunne se hvad vi skulle have. Jeg tror Storhøj var et af de sidste steder i landet hvor der kom en mælkemand. Posten der skulle sendes, hængte vi på en klemme inden for døren – så tog postbudet den med. Bussen var en rutebil der kom nogle få gange om dagen. Om vinteren mødte vi en halv time senere i skolen så det passede med køreplanen. Men ellers cyklede vi. Forbi gårdene der duftede af roer og mødding. Dengang var der ikke megen trafik til Mårslet - den lille søvnige landsby kunne klare sig med 7 klasser med 15-20 børn i hver. Siden voksede skolen til Danmarks største. Så fra 1. real gik det til Højbjerg eller Århus – til gymnasium og seminarium. Jeg fik grundlagt nogle gode cykelben på bakkerne.

Min bedste kammerat var Klaus Pløen der boede to huse længere nede ad vejen. Vi havde mange sjove ideer – måske ligger ledningen til det samtaleanlæg vi lavede mellem vores huse, stadig langs med fliserne ved vejen. Engang blev vi inspireret til at arrangere lidt spænding i den ellers begivenhedsløse tilværelse i det lille kvarter. Vi ”fandt” en mystisk konvolut med instruktioner til en narkotikasmuglerbande og fik de mindre kammerater til at hoppe på historien. Det blev til en flugt i sorte regnfrakker hen over marken ved poppelhegnet, skotøjsæsker med mystiske pulvere og andre spor, inden vi røbede hele historien for dem. Senere lavede de små et lignende nummer med os!

Vinteren gav nye muligheder. Bakken var ikke stejl nok til at kælke på, så vi bandt tre-fire kælke efter en cykel, som en af de balancesikre drenge styrede ned ad vejen og vi andre kom slingrende bagefter. Når der var rigtig meget sne, gik vi somme tider helt til Hørret for at kælke på de stejle skrænter der.

Der var luft og plads omkring os på Storhøj. Mangelen på organiserede fritidsaktiviteter var fremmende for kreativiteten og de store tanker. Hvem kan i dag finde på at få fat i 1000 meter fiskesnøre så man fra skrænten i Storhøjvejs sving kunne sætte en drage op der hang hen over Hørret? Vejen blev brugt til rulleskøjteslalom og Olympiske Lege – mon ikke bilisterne kørte mere hensynsfuldt dengang?

Siden er Storhøj blevet til en skov, hvor man fra Jelshøj nu kun kan se toppen af et enkelt hus. Den knoldede nybyggermark er for altid væk sammen med hegnet som elmesygen tog. Men når jeg fra den nu så travle Hørretvej ser ned mod skoven, ligger det lille hus der endnu og alléen til Langballe afmåler vejen derovre i passende stykker. Forbindelsen til fortiden er intakt – for mig vil det altid være at komme hjem, når jeg besøger Storhøj.

(Retur)