Sankt Hans talen fra 2025.

Kære alle
På opfordring følger her Sankt Hans talen fra 2025. Tak til Sankt Hans udvalget for endnu et skønt og godt arrangement.

Sankt Hans-tale, Storhøj 2025 – om livskvalitet, hilsner og håb
Tak til Sankt Hans-udvalget for invitationen om at holde årets tale – og tak for at holde ild i både traditionen, skumfiduserne, snakken og – ja, også de udfordringer, der følger med regn i stride strømme før båltænding. Det er jo næsten tradition i sig selv: spænding i båltænding og lidt, vel meget, vand fra oven.
“Vi vil fred her til lands,” synger vi om lidt. Og det føles måske vigtigere end længe før. For verden larmer: Vi hører om oprustning, krig og splittelse – mens vi samtidig ser besparelser på skoler, ældrepleje og socialområdet. Det kan godt føles, som om balancen er ved at tippe.
Og måske er det netop nu, vi skal minde hinanden om, at fred også begynder i det små – i de nære fællesskaber.
Som sønderjyde har jeg mærket på egen krop, hvordan krig og skel kan sætte sig i både landskaber, kulturer og mennesker. Men jeg har også set, hvordan fællesskaber på tværs kan hele sår – når man vælger hinanden til, lytter og bygger bro.
Og det er ikke kun et sønderjysk anliggende. Det gælder også her på Storhøj. For selvom vi (heldigvis) ikke står midt i en våbenkonflikt, så kender vi godt til spændinger – for eksempel når grundejerforeningen og beboerforeningen har dagsordener, der kræver både indsatser, venlighed og en solid portion tålmodighed på tværs af generationer, kræfter og kæpheste.
Vi har jo også haft vores eget Marselisborggate her i området – med kvæg, hegn og debat om vild natur kontra fritidsliv. Der er blevet delt holdninger med både passion og pathos. Og det er faktisk helt fint – for uenighed er ikke farligt. Det er afstanden mellem mennesker, der er farlig. Og de handlinger, som øger afstanden mellem os, som er farlig.
Og netop derfor betyder fællesskab så meget. Og hvorfor vi skal dyrke det.
For nylig holdt Realdania en stor konference om livskvalitet med bl.a. H.M. Dronning Mary og astronaut Andreas Mogensen. Her blev den største undersøgelse af danskernes livskvalitet nogensinde præsenteret. Budskabet var klart:
Relationer er nøglen til et godt liv.
Ikke kun de tætte. Også de lette. De små. Hilsenen til én, man ikke kender. En hurtig snak ved postkassen. Et smil til naboens teenager – også selvom han ser ud, som om han har fået for lidt søvn og for meget skærmtid.
Lykkeforskeren Henrik Mahncke sagde det sådan:
“Hvert hej tæller.”
Men han sagde også, at der er fire ting, der gør os lykkeligere i hverdagen:
1. Forventningens glæde – at have noget at se frem til, små eller store ting.
2. Traditioner – hver gang vi gør en god oplevelse til en tradition, stiger vores trivsel.
3. Små møder – hils på dem, du møder: i bussen, i køen, ved hækken, i bageren. Alt tæller.
4. Fællesskab på tværs af generationer – det betyder mere, end vi ofte tror.
Og her på Storhøj har vi faktisk alle muligheder for at give livskvaliteten et lille skub i den rigtige retning – med netop de fire ting: Vi kan glæde os til en kop kaffe med naboen, hilse, når vi går tur – og mødes både unge, midtimellem og erfarne over hækkene.
Et hej på stien. En invitation til kaffe. En hånd med trillebøren, når nogen kæmper med haveaffaldet. Eller blot den gode øjenkontakt, et smil – og måske en lille snak om det gode ved regnvejr (at man slipper for at vande havens blomster og kan dufte naturen).
Fællesskab skabes ikke kun til generalforsamlingen, på vedligeholdelsesdagene eller til Sankt Hans. Det bygges i hverdagen – mellem hegn og hækkeklipning, under gåturen og i de mellemrum, der opstår, når vi hilser på hinanden.
Og så er der de fællesskabende aktiviteter: Sankthansbål, arbejdsdage – og hvem ved, måske snart en fælles kulturudflugt eller en høstfest? Nye Storhøj-traditioner, der kan gøre hverdagslykken lidt større og følelsen af tilhør endnu stærkere.
Fællesskaber skal ikke bare være for dem, der i forvejen kender hinanden. Vi skal være bevidste om det lille vi. Det lokale vi. Det, vi , som vi bygger her – mellem husene, i samtalerne, i det, vi giver til hinanden.
For det er i det lille vi, vi mærker den store betydning.
Livskvalitet handler ikke kun om tal på en skala. Det handler om mennesker, der tager sig tid til hinanden. Og netop dét kan vi på Storhøj. Vi har et fantastisk udgangspunkt: Grønne omgivelser, engagerede beboere og en skæv, kærlig blanding af typer. Her kan man, forhåbentlig, være sig selv – og alligevel være en del af noget større.
Så lad os i aften sende en tanke med flammerne:
Til dem, der har brug for fred.
Til dem, der kæmper med ensomhed.
Og til os selv – fordi vi har muligheden for at gøre vores lille hjørne af verden til et sted, hvor livskvalitet ikke kun er noget, vi taler om – men noget, vi mærker.
Vi vil fred her på Storhøj.
Og vi vil fællesskab – med venlighed, tålmodighed, hjælpsomhed og små hilsener.
Hvert et hej tæller.
God Sankt Hans!
Fra Lisbeth Alnor, Kærlodden 1.

udskriv

Leave A Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.