Invitation til Storhøj spiseklubber

Kære Storhøj’ere

En gammel og hæderkronet Storhøj-institution er SPISEKLUBBERNE. Vi skal forsøge at løfte arven after Aage, som har administreret klubberne de seneste år med fast hånd. Vi genbruger Aages tekst med få ændringer.

Hvad går det ud på?

Efter tilmelding opdeler vi i klubber med 5-7 personer. Nye sammensætninger tilstræbes hvert år. Sæsonen er september – maj og normen er en fællesspisning pr. person i den enkelte klub. Det er dog helt op til klubben selv at beslutte omfanget.

Normalt deltager ca. 20 personer. Tallet må meget gerne blive højere, klubberne er en stor fornøjelse! 

Format?

I “gamle dage” varede spisningen en god times tid. Man serverede jævn borgerlig (!) mad og sørgede for, at børnene fik kvalitetstid (som vi bare ikke kaldte det) over børneudsendelserne kl. 19, mens de voksne måske tillod sig en kop kaffe ovenpå den vand, der havde fået frikadellerne til at glide ned (dog: mælk til børnene). Man tilmeldte sig, evt. med ugedags ønsker, og så kørte det hele egentlig ret stramt.

Siden satte forfaldet/dekadencen ind. Der blev givet frit slag, således at klubberne, når de var sammensat, selv kunne tilrettelægge og planlægge slagets gang hen over de mørke måneder. Og der skete en forskydning fra sovs til sauce og fra vand til vin, ligesom snakken også forlængede sig, måske endda på bekostning af TV-avisen. Man kan måske ligefrem sige, at der blev indført kvalitetstid?

Fordele!

Men den grundlæggende tanke er der selvfølgelig stadig. Man “slipper” for at lave mad en hel del gange, og oven i hatten knytter og vedligeholder man livsberigende kontakter på en ukompliceret måde. I betragtning af, hvor mange fantastiske mennesker der har forsamlet sig på højen, kan dette næppe kaldes en ringe ting! Og endelig har børn altid været velkomne – de er ingen hindring, højst en udfordring til madkunstnerne.

Tilmelding pr. mail til: arne@marklodden.com

senest 5. september 2023

venlig hilsen

Karen og Arne, Marklodden 3

udskriv

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.